Når børn er morsyge, enten i forbindelse med adskillelse eller bare har et stort behov for fysisk nærhed, er det som udgangspunkt udtryk for en naturlig reaktion. Barnet kan være så klynkende og pjevset, at det som forældre, kan være svært at rumme.

Men det ikke desto mindre vigtigt, at rumme børnene også når de er morsyge. At afvise et barns klynkeri og morsyge, er næsten som at udstøde barnet. Det giver på følelsesmæssigt plan barnet et budskab om, at ”du har ikke værdi nok for mig, til at kunne opnå min beskyttelse”, hvilket giver barnet en ikke bevidst oplevelse af, ikke at være sine forældres kærlighed værdig.

Enhver afvisning af et barns kontaktforsøg er derfor et rigtig dårligt udgangspunkt, også for udvikling af f.eks. barnets selvværd og selvtillid.

Børn, der konsekvent afvises, er fortabte, de vil ikke overleve, selvom de får god fysisk pleje, medmindre andre voksne griber dem. Meget få forældre afviser konsekvent deres barn. Men forbavsende mange forældre (hele 40%) afviser deres børn så hyppigt, at de får små ar på sjælen, der præger deres videre udvikling.

Vi skal altså tage barnets oplevelse alvorligt og lytte til og accepterer dets følelser, men vi skal også vise barnet, at verden er et trygt sted. Det gør vi dog ikke, ved at skubbe børnene ned af vores skød, når det er dér, de har brug for at være, men ved at gøre verden så tillokkende og spændende i vores ord og handlinger, at barnets naturlige nysgerrighed trækker barnet, derhen.