De vågner efter 20 minutter, når de sover lur

Spædbørn sover typisk cirka 3 lure i løbet af dagen af ca. 1-1½ times varighed. Men med tvillinger kan man ikke altid være sikker på, at de sover samtidig. Måske er den ene lidt længere om at falde i søvn, og vågner til gengæld lidt tidligere end den anden. Når mange spædbørn samtidig har brug for at blive rokket i barnevognen for at falde i søvn, kan det indebærer, at du får meget lidt tid til dig selv, når de endelig sover.

Hvad gør man så, når tvillingerne stort set kun sover 20 minutter samtidig ud af de måske 90 minutter, som de ligger i barnevognen?

Først og fremmest er det værd, at være klar over at cirka 1/3 af alle spædbørn er det, man kalder “high need”. Det indebærer, at de har en høj sensorisk følsomhed, at de har særlig brug for ro og at de har brug for fysisk berøring (eller at blive rokket), når deres søvnstadier skifter eller når de skal sove. Det handler altså ofte mindre om, hvad forældrene gør og mere om, at spædbørn har forskellige behov, når nogle har brug for at blive båret, rokket, ammet eller rørt ved for at sove trygt og godt. Der er større chance for, at dine børn er “high need”, hvis de også er for tidligt fødte.

Dernæst skal du ikke være bekymret for, at gøre noget forkert eller give dine spædbørn dårlige sovevaner. Deres behov forandrer sig så hurtigt i de første levemåneder, at det de har brug for idag ikke vil være det samme, som gør sig gældende om bare et par uger. I takt med at børnenes søvnrytme udvikler sig og hjernebølgerne i forbindelse med deres dybe søvn fra omkring 4-6. måneders alderen ligne voksnes, vil de ofte begynde at sove længere helt af sig selv.

Når det er sagt, er det selvfølgelig altid en god idé, at prøve at sørge for, at døgnet har den samme rytme i forhold til, hvornår dag og nat starter. Derudover kan man også prøve at udføre de samme rutiner, på den samme måde og i samme rækkefølge, hver gang børnene skal lægges til at sove lur. På den måde lærer de at associere de forskellige rutiner, med det at skulle sove. Sig evt.sige den samme beroligende lyd til dem, hver gang de er lige ved at hengive sig til søvnen, så de lærer at forbinde det “kodeord” med det at skulle sove.

Problemerne omkring de korte lure er dybest set, at de kommer i vejen for, at vi voksne kan få sovet lidt, for lavet noget alt det, vi synes vi skal eller bare får lidt tid til os selv og vores egne helt basale behov. Derfor kan det hjælpe lidt, at prøve at se på, hvad det egentlig er for nogle forventninger, du har til, hvad der skal ske, når børnene sover?

Hvis det er en lur, du trænger til, så prøv at undersøge mulighederne for, at få en fast aftale med nogen om, at komme og gå med barnevognen f.eks. fast en gang om ugen. F.eks. et familiemedlem, en fra vennekredsen eller én, du hyrer? Der er forskel på, hvordan mødre har det med at overlade deres børn til andre, og hvis du synes det er svært, så prøv om du kan få nogen til at komme hjem til Jer og sidde og rokke, mens du blunder lidt i soveværelset. Måske du kan lægge et barn på hver sin side af dig og I kan sove alle tre?

Hvis du stresser over alle de ting, du ikke når, fordi du skal bruge så meget tid at få børnene til at sove nok. Så prøv at overveje om du kan slække lidt på kravene, få noget praktisk hjælp, strukturere din dag anderledes eller fordele opgaverne  mellem din dig og din partner på en anden måde?

Hvis det er tid til dig selv, du savner – som rigtig mange tvillingemødre jo gør – så prøv, om du kan slå to fluer med ét smæk. Hvis du laver en  fast “rokke-plads” til barnevognen, enten i din have, på din altan eller i din stue og indretter stedet med en behagelig siddeplads til dig selv og alle de ting indenfor rækkevidde, som du holder af at lave, når du skal sidde stille. Så kan du, mens du rokker med din ene fod, læse din yndlingsbog, lægge en ansigtsmaske, opdatere din facebookprofil, se on-line nyheder eller hvad du nu holder af.

Du lærer hurtigt, hvornår dine børn begynder at vågne, og kan så tilrettelægge dine cirka 20 minutters frihed, så du kan nå tilbage og sætte dig til rette inden. Med lidt planlægning kan du måske nå et toiletbesøg, et bad og smøre dig en mad, som du kan spise på din “rokkeplads”. På heldige dage kan du måske endda nå, at sætte en vaskemaskine over før du skal tilbage til barnevognen igen. Ved at være på forkant, kan du ofte nøjes med at rokke lidt med foden, uden at skulle gøre en masse med sutter, voldsomt rokkeri eller være tvunget til at gå rundt, for at få dem til at sove til de er helt udhvilede.

Som mor til tvillinger har du ikke i samme grad mulighed for “bare” at lade dine børn vågne, uden at være udhvilede. To ikke-udhvilede børn, der begge er trætte, klynkende, grædende og hverken vil det ene eller det andet i flere timer i træk til de næste gang overgiver sig til søvnen, er sjældent et reelt alternativ.

Ved at have indrettet en “rokkeplads”, undgår du, at blive bundet til barnevognene uden noget at tage dig til, hvilket er en frustrerende situation, når man samtidig har så meget mangel på tid, som man har med nybagte tvillinger. Frustrationen kan påvirke dine følelser for din børn negativt. Din lyst til og glæde ved at være sammen med dine børn kan blive reduceret. Når du ikke har haft tid til det, som du havde håbet på, mens de sov, vil du kunne opleve at den tålmodighed med dem allerede er  slidt godt ned, inden de overhoved er vågnet, og det kan gøre dig mindre lydhør og sensitiv overfor deres behov.

Husk, der er ikke noget rigtig eller forkert – gør det, der skal til for at få det bedst mulige ud af situationen.

Dette indlæg blev udgivet i Baby, Søvn og tagget , , af Helle Birkholm-Buch. Bogmærk permalinket.

Om Helle Birkholm-Buch

Tvilling.Info drives af Helle Birkholm-Buch: cand.psych., aut. psykolog, Specialist i Klinisk Psykologi, Børnesagkyndig, selvstændig praktiserende psykolog og tvillingemor. Helene Schwarz Frederiksen: cand.pæd. i pædagogisk psykologi, tvillingefaglig rådgiver, underviser, foredragsholder og tvillingemor. Både Helle og Helene har forsket i tvillinger: Helle er den eneste psykolog i Danmark, som har præsenteret forskning på The International Congres for Twin Research: I 2004 vandt Helle "The Galton Award" på kongressen for verdens hidtil største nationale undersøgelse af kommunale tilbud til flerlingefamilie i 98% af danske kommuner. I 2012 præsenterede Helle et litteraturstudie om betydningen af tvillinger atypiske symmertriske tilknytning - deres indbyrdes tilknytningsmønstre - i forbindelse med skolestart. Helene har i 2019 lavet den største nationale undersøgelse af danske skolers holdninger og praksis i forhold til tvillingers skoleplacering i hhv. hver sin eller samme klasse med deltagelse af knap halvdelen af alle danske skoler. Det er vores personlige oplevelse af mangel på lødig information om tvillingeforholdet og tvillingers udvikling, som er motivationen bag at drive Tvillinger.Info som et videnskabeligt funderet non-profit site baseret på frivilligt arbejde. Helle er til hverdag selvstændig praktiserende psykolog http://birkholm.dk/, hvor hun arbejder med individuel, par- og familieterapi. Spørgsmåls besvares via Tvillinger.Infos Facebook side - så alle får glæde af svaret. Personlig henvendelse kan ske på email.