Spædbørn har brug for meget søvn, og de har brug for at være trygge, når de skal sove. For spædbørn handler tryghed om fysisk nærhed til deres voksne og spædbørn sover som udgangspunkt bedst i nærheden af deres forældre, men hvordan er det med tvillinger og hver sin eller samme seng.
Sover tvillinger bedst sammen med hinanden eller i hver sin seng og hvad betyder det for deres selvstændighedsudvikling, hvis de sover sammen? Hvornår bør tvillinger evt. lære at sove i hver sin seng? Det er nogen af de spørgsmål, som du får svar på her.
Artiklen er baseret på forskning om tvillinger og samsovning samt psykologfaglig viden om børns søvn generelt.
Indhold
Det kan give øget tryghed at sove sammen – men ikke for alle
Tvillinger kan finde stor tryghed i at mærke hinandens velkendte bevægelser og nærhed, som de kender fra fostertilværelsen samt i hinandens velkendte lyde og lugte, hjerteslag og kropsvarme.
- [restrict … ]
Undersøgelser baseret på forældreobservationer peger på, at tvillinge-spædbørn sover roligere, når de kan mærke hinanden og er lettere at få til at følge en mere synkron søvnrytme.
En undersøgelse af for tidligt fødte tvillinger fandt fysiologiske fordele for det enkelte barn i forbindelse med at sove sammen med sin medtvilling. Der lader også til at være forskelle på, hvordan enæggede og tveæggede spædbørn generelt set reagerer på at sove sammen. Søg på “søvn” og find artiklerne herom.
Forældreobservationer af tvillinger, der sover sammen peger på, at mange tvillinger søger ind til hinanden, putter hovederne sammen, sutter på hinandens fingre og nyder det fysiske nærvær ved at sove sammen. Nogle tvillinger reagerer dog slet ikke på nærhed til hinanden, de søger måske ligefrem hen i hver sin ende af tremmesengen, når de sover sammen. Endelig er der også tvillinger, som reagerer på den mindste bevægelse eller lyd fra hinanden og faktisk vækker hinanden, når de sover sammen.
Hver sin eller samme seng?
Som udgangspunkt, behøver du altså ikke at vælge et sovearrangement, der tager hensyn til, at dine tvillinger ikke vække hinanden – det er langt de færreste, der gør det. Prøv dig i stedet frem, og se hvad der giver den bedste søvn for dig og dine børn, når de skal sove nat og når de skal sove lur om dagen. Det kan også være, at det forandrer sig med tiden, sådan at de til start sover bedst sammen og senere trives bedre hver for sig.
Så længe de er helt små, kan de sagtens begge to ligge i den samme tremmeseng ved siden af hinanden, evt. på tværs eller på skrå. Eller de kan ligge i den samme lift eller moseskurv midt i dobbeltsengen. Et hængekøje over sengen med f.eks. en moseskurv i, kan også give mulighed for at rokke lidt i løbet af natten, når de klynker. I barnevognen kan du eksperimentere med en sammerullet stofble eller lignende mellem deres hoveder, hvis du er bange for at de vækker hinanden.
Der er ikke noget optimalt tidspunkt for, hvornår tvillinger bør sove i hver sin seng eller på hvert sit værelse. Med alderen vil nogle tvillinger have lettere ved at falde til ro i hver sin seng eller hver sit værelse, mens andre vil blive mere trygge ved at have hinanden i nærheden.
Vær opmærksom på, at det for nogle kan kræve dobbelt tilvænning at skulle lære at sove både uden mor og far og uden sin medtvilling på én og samme tid.
Gør dét, som virker for jer
Der er mange myter om, hvad der er bedst for børn i forhold til deres sovevaner – der er kun 2 hovedregler:
- Gør det, som virker!
- Børn sover bedst der, hvor de er trygge!
Hvornår skal de lære at sove i deres egen seng?
Nogle påstår, at det generelt er befordrende for børns selvstændighedsudvikling at sove i deres egen seng, fremfor at sove sammen med deres forældre – det er der intet belæg for. Det ene er ikke bedre end det andet i forhold til børns udvikling, så gør det, der giver mest søvn og som passer bedst på jeres måde at være forældre og familie på.
Der er heller intet belæg for, at tvillingers individualitetsudvikling og oplevelse af at “vi er to, ikke en” skulle blive hjulpet på vej af at lære dem, at sove i hver sin seng – det er simpelthen noget vrøvl, som for længst er blevet afvist af grundforskning i spædbørns udvikling. Derfor er der heller ikke et optimalt tidspunkt for, hvornår tvillinger bør lære at sove hver for sig.
Hvor børn sover, har intet at gøre med deres personlighedsudvikling – men hvordan forældre reagerer på spædbørns behov for nærhed og tryghed har stor betydning for om de bliver sikkert eller usikkert tilknyttede til deres forældre.
[/restrict]