Det er en udbredt antagelse, at de fleste børn protesterer, når de bliver lagt til at sove – også selvom de er trætte. Nogle mener, at det skyldes, at børnene bare ikke vil overgive sig til søvnen eller at barnet endnu ikke har lært at falde i søvn selv. I så fald skulle mennesket være den eneste art, der ikke af sig selv kan finde ud af at sove, når det er træt (overtræthed undtaget).
Det er langt mere sandsynligt, at spædbørn og småbørn protesterer (græder), når de skal sove, fordi det forventes af dem, at de skal falde i søvn alene i deres egen seng ofte i et helt andet rum. Man glemmer, at dette indebærer adskillelse fra mor og far og at spædbørn har et ufatteligt stort behov for konstant fysisk kontakt med deres omsorgspersoner – også om natten.

Ingen kan læse spædbørns tanker, men biologisk og fysiologisk set er børn indrettet til at protester ved adskillelse, fordi adskillelse (fra voksnes beskyttelse og omsorg) faktisk ville indebærer den visse død. Menneskebarnet er jo helt og aldeles hjælpeløst og derfor fuldstændig prisgivet uden forældres omsorg og beskyttelse.

Evolutionelt (dvs. udviklingsmæssigt) har mennesket som art derfor igennem millioner af år fået indpodet i generne, at det at protester ved adskillelse vil sikre overlevelsen. Jo bedre man er til at protestere, des større er chancen for at overleve! Og det gør spæd- og småbørn så stadig den dag i dag, når vi forlanger af dem, at de skal falde i søvn alene – ganske enkelt fordi de ikke kan andet: At være alene strider imod et af deres mest grundlæggende behov – nemlig behovet for tilknytning!