Der findes ingen internationale retningslinier for tvillinger eller flerlinger i skole eller pasningstilbud/instituion. Sådanne universelle retningslinier ville også have vanskeligt ved at passe på de enkelte landes meget forskellige skolesystemer.
Med udgangspunkt i et review af den samlede forskning på området kan det ikke anbefales, at skoler har en fast politik mht. om tvillinger skal gå i hver sin eller samme klasse.
Forældre og fagfolk bør i stedet være opmærksomme på, at tvillingers indbyrdes relation og deres sociale udviklingsvilkår adskiller sig betydeligt fra “almindelige” søskendes. Hvordan tvillingers indbyrdes dynamik håndteres i institution og skole har stor betydning for, hvordan deres relation får mulighed for at udvikle sig, hvilket har livslange konsekvenser for tvillingerne.
Derfor er et tæt skole-hjem samarbejde vigtigt og følgende gode råd er tænkt som en hjælp til skole- og institutionspersonale i forhold til deres måde at møde tvillinger på. Rådene handler om håndtering af tvillingeskabet vuggestue, børnehave og skole og er derfor mest målrettet tvillinger, der går på samme stue eller i samme klasse.
Rådene bygger på eksisterende psykologiske grundforskning og på den nyeste forskning om betydningen af tvillingeskabet i forbindelse med skolestart (jf. bl.a. min præsentation på Den Internationale Kongres for Tvillingeforskning). Du kan bruge rådene som udgangspunkt for en skole-hjem samtale, om de særlige forhold som bør overvejes i forhold til håndtering af netop dine tvillinger en skole- eller institutionssammenhæng.
En del af rådene kan også bruges som input til andre personer i omgangskredsen, som skal forholde sig til dine tvillinger og deres tvillingeskab.
Gode råd om tvillingers behov for hinanden
- Tvillinger har ikke som udgangspunkt brug for, at være hver for sig Alle mennesker udvikler sig via deres relationer, og tvillingeskabet kan være en kæmpe ressource for mange børn.
- Sæt ikke per automatik tvillinger sammen og sæt dem heller ikke per automatik hver for sig. Vær fleksibel og tag udgangspunkt i det enkelte tvillingepar frem for universelle antagelser om tvillinger – både når det glæder klasseplacering og siddepladser og gruppeopdeling i samme klasse.
- Tvillinger trækker ofte på hinanden i nye og fremmede omgivelser samt når der er noget, der er svært. De kan have brug for at have mulighed for at kunne holde øje med at hinanden har det godt.
- Tryghed og nærhed er ikke det samme som afhængighed. Tvillingernes særlige forhold og indbyrdes behov for nærhed bør respekteres, men ikke gives unødig opmærksomhed.
Gode råd om skole-hjem samarbejdet
- Skole-hjem samarbejdet kræver mere tid, fordi der er tre faktorer, at tage højde for: To individuelle børn og deres særlige forhold / indbyrdes dynamik i relation til klassen i øvrigt.
- Giv hvert barn sin egen besked med hjem, frem for at lade den ene være budbringer for begge.
- Tvillinger har heller ikke ansvar for, at den anden har orden i sine ting eller lavet sine lektier.
Gode råd om tvillinger i børnegruppen
- Nye kammerater kan opleve det overvældende at forholde sig til to på én gang, bl.a. fordi søskendekonflikter er mere voldsomme end konflikter mellem jævnaldrende venner, og børn er uvante med søskendekonflikter i en jævnaldrende børnegruppe. Mind kammeraterne om, at tvillinger er søskende og er meget mere samarbejdende omkring konflikter med deres ikke-søskende venner.
- Tvillinger er ofte populære i børnegruppen og kan være rollemodeller for inklussion, fordi de ofte villigt inddrager alle i deres leg. Alligevel kan tvillinger have brug for støtte i at danne venskaber. Hvis tvillinger bliver afvist af de andre børn, opgiver tvillinger ofte det sociale samvær med andre og søger hinanden. Det er en utryghedsreaktion og ikke udtryk for, at tvillinger har ikke nok i hinanden.
- Majoriteten af tvillinger af samme køn (især enæggede) er bedste venner og har en eller flere fælles bedste venner, som de uproblematisk deler.
- Vær opmærksom på, at når tvillinger står alene sammen udenfor gruppen, er de socialt set lige så alene, som hvis ét barn stod alene. Et barn alene er blot mere synligt alene end to tvillinger alene.
- Tvillinger er mere synlige i børnegruppen, og det er derfor let at tænke: “er det nu tvillingerne igen”, selvom det lige før var den ene og nu er den anden, der gør sig bemærket på godt eller ondt. Sørg for at få øje på dem, som individer.
Gode råd om tiltale og omtale
- Omtal dem ikke som ”tvillingerne” eller andre par-betegnelser – brug deres navne.
- Accepter ikke at de svarer for hinanden, afbryder hinanden eller taler i munden på hinanden. Hver skal have sin taletid i ro og fred,
- Voksen-barn konflikter med den ene tvilling, kan føles lige så hårdt for medtvillingen. I så fald er der to børn, som den voksne skal være opmærksom på, at få genskabt den gode relation til, selvom der kun har været konflikt med den ene.
Gode råd om ris og ros
- Ros og ris ikke begge, hvis det kun vedrører den ene og vær opmærksom på, at det er rette modtager og du ikke har byttet rundt.
- Tvillinger kan være særligt sårbar overfor ros og ris, som tilfalder deres medtvilling (med børn generelt er anerkendelse en meget bedre vej at gå end ros og ris).
- Sammenlign det enkelte tvillingebarn med sine egne tidligere præstationer (eller med andre jævnaldrende) – ikke med medtvillingen.
Gode råd om ligheds- og forskelsbehandling
- Lad være med at tage for givet, at dét den ene vil / kan også gælder den anden.
- Respekter, at tvillinger har høj retfærdighedssans og kan føle en dyb krænkelse ved ikke at få lov til det samme som sin medtvilling. Vi hensyn når muligt og vis medfølelse overfor livets uundgåelige uretfærdigheder, når de f.eks. ikke begge kan læse samme side højt.
- Respekter og accepter både forskelle og ligheder – tvillingebørn kan udtrykke deres individualitet både ved “at være ligesom” og ved “at forskellig fra” deres medtvilling.
- Tvillinger skal ikke deles om f.eks. én fødselsdagssang eller klassens bamse, når den gå tur blandt børnene eller deles om kagebagning til klassestime, når det går på tur.
Gode råd om at kende forskel og undgå sammenligninger og rollefordelinger
- Tvillingers indbyrdes dynamik kan svinge. Når læreren f.eks. møder tvillingerne ved skolestart, er den ene måske mere social, moden, lærenem mv. end den anden. Det er ikke nødvendigvis udtryk for personlighedsmæssige forskelle, det kan også være udtryk for de naturlige udsving som tvillingeforældre ofte oplever hos deres børn. Hvis børnene var startet i skole 6 måneder tidligere eller senere havde rollefordelingen måske været omvendt – prøv ikke at forstå tvillingerne ud fra hvem de er i forhold til hinanden.
- Lær hvem, der er hvem i det skjulte. Tvillingerne skal ikke stå model til omverdens kommentarer om deres ligheder / forskelligheder – de er hver især unikke mennesker, deres unikke identitet skal ikke devalueres til at handle om enkeltstående fysiske forskelle.
- Tanker om lighed, forskellighed, indbyrdes rollefordeling, f.eks. “den boglige” / “den fysiske” skal ikke siges højt eller diskuteres ml. kollegaer eller andre voksne – hypoteser kan blive selvopfyldende profetier.