Separationsangst og -protester er en naturlig reaktion på adskillelse fra barnets trygge mor/far og ses især hos børn fra 0-3 år. Omkring 8-12 måneders alderen topper separationsangsten og i denne periode reagerer nogle børn som om verden går under, bare mor (eller far) forlader rummet, mens andre børn ikke bliver nær så ”mor-syge”. Som med alt andet er børn individuelle også hvad adskillelsesangst angår. Hvorfor det er sådan vides ikke med sikkerhed, men én af årsagerne er barnets tilknytning.

Psykologiske set handler tilknytning om barnets udvikling af en sund balance mellem afstand og nærhed til dets primære omsorgsperson (her kaldet moderen). Man taler således om tryg tilknytning, når barnet via sin adfærd viser, at det oplever at have ubetinget adgang til en tryg base hos sin mor.

Denne base bruger barnet til at udforske verden ud fra, forudsat at barnet oplever, at det altid kan vende tilbage til basen, når barnet får brug for det. Denne oplevelse af tryg base har stor betydning for barnets videre udvikling. Behovet for den trygge base varierer alt efter hvor fremmede og uvante omstændighederne er.

Tilhørsforholdet knyttes ikke kun til personer, men også til steder og ting – præcis som vi voksne knyttes til vores ejendele.

Jo mere stabil barnets base er – både hvad personer og fysiske omgivelser angår – det større og tryggere operationsradius vil barnet have. Det nytter altså ikke, at mor farer rundt med barnet i nye omgivelser hver dag. Barnets verden må være lille, før den bliver stor!

Endelig skal man ikke undervurdere små børns evne til at huske ting og mennesker de holder af. Småbørn kan genkalde begivenheder og ting de har oplevet flere måneder tilbage, præcis som vi voksne.

Tvillinger – især enæggede – kan udvise separationsangst i forhold til hinanden, og den dobbelt adskillelse fra både forældre og medtvilling kan for nogle gøre en utryg situation dobbelt utryg.