Tvillingeforældre er i større risiko for fødselsdepression

Cirka 10-14% af alle nybagte mødre rammes af fødselsdepression. Undersøgelse peger på at det tilsvarende tal for nybagte tvillingemødre ligger mellem 30-50%.

Fædres fødselsdepression er et relativt nyt forskningsområde, en dansk undersøgelse peger på at mellem 3-8% af alle nybagte fædre rammes af fødselsdepression. Der findes i skrivende stund ingen undersøgelse af forekomsten af fødselsdepression blandt tvillingefædre, men hvis den relative forskel er den samme som mellem enkeltfødende mødre og tvillingemødre, så er det sandsynligt at mellem 10-40% af tvillingefædre rammes af fødselsdepression.

De fleste forældre, der planlægger at få børn, planlægger med ét barn ad gangen. At få at vide, at man pludselig skal have to kan være et chok. Idealforestillinger og drømme om hvordan det vil være, putte, amme, nusse og “snakke” med sit barn samt hvordan evt. ældre søskende vil håndtere familieforøgelsen kan briste, når man får at vide, at man venter tvillinger, og nogle reagerer med at sørge over tabet af enlingen. Det behøver ikke at være tegn på en fødselsdepression, men blot være en tilpasningsreaktion, hvor man skal slippe de gamle idealforestillinger om forældreskabet og opbygge nogle nye. Hvis de triste følelser og bekymringerne om hvorvidt ud kan magte det bliver ved eller forværres bør du søge hjælp. Tal med din sundhedsplejeske, din læge eller opsøg en psykolog.

Der er ikke nogen enkeltstående årsag til, at man bliver ramt af fødselsdepression. Mange ting spiller ind, bl.a. hvilke socioøkonomiske ressourcer familien har, forholdet til ens egen barndom og erfaringer med egne forældre samt ens aktuelle forventninger til sin egen forældrerolle. Isolation og tab samt en oplevelse af manglende støtte fra sin partner i graviditeten har stor betydning. Hvis der er for stor ubalance mellem de ressourcer, som samlet set er til rådighed, og de krav som situationen samlet set indebærer, så er det let at føle sig utilstrækkelig og så stiger risikoen for fødselsdepression.

Udløsende faktorer kan være f.eks. være tabet af drømmen om at få ét barn ad gangen, første gang man skal være alene med børnene, hvis man får eneansvaret i en periode eller hvis man bliver alene med børnene.

Professionelle bør have en skærpet opmærksomhed på både tvillingemødre og tvillingefædre og de særlige forhold, som er forebyggende for tvillingefamilier.

Dette indlæg blev udgivet i Baby, Fødselsdepression, Gravid og tagget af Helle Birkholm-Buch. Bogmærk permalinket.

Om Helle Birkholm-Buch

Tvilling.Info drives af Helle Birkholm-Buch: cand.psych., aut. psykolog, Specialist i Klinisk Psykologi, Børnesagkyndig, selvstændig praktiserende psykolog og tvillingemor. Helene Schwarz Frederiksen: cand.pæd. i pædagogisk psykologi, tvillingefaglig rådgiver, underviser, foredragsholder og tvillingemor. Både Helle og Helene har forsket i tvillinger: Helle er den eneste psykolog i Danmark, som har præsenteret forskning på The International Congres for Twin Research: I 2004 vandt Helle "The Galton Award" på kongressen for verdens hidtil største nationale undersøgelse af kommunale tilbud til flerlingefamilie i 98% af danske kommuner. I 2012 præsenterede Helle et litteraturstudie om betydningen af tvillinger atypiske symmertriske tilknytning - deres indbyrdes tilknytningsmønstre - i forbindelse med skolestart. Helene har i 2019 lavet den største nationale undersøgelse af danske skolers holdninger og praksis i forhold til tvillingers skoleplacering i hhv. hver sin eller samme klasse med deltagelse af knap halvdelen af alle danske skoler. Det er vores personlige oplevelse af mangel på lødig information om tvillingeforholdet og tvillingers udvikling, som er motivationen bag at drive Tvillinger.Info som et videnskabeligt funderet non-profit site baseret på frivilligt arbejde. Helle er til hverdag selvstændig praktiserende psykolog http://birkholm.dk/, hvor hun arbejder med individuel, par- og familieterapi. Spørgsmåls besvares via Tvillinger.Infos Facebook side - så alle får glæde af svaret. Personlig henvendelse kan ske på email.