Tvillingers venskaber i ungdomsårene – betydningen af køn og tvillingetype

Et forskerhold i Canada har undersøgt 200 tvillingers venskaber og fundet, at der i ungdomsårene/den tidlige voksenalder er forskelle knyttet til, hvorvidt tvillinger er enæggede eller tveæggede samt til, hvorvidt de er af hvert sit eller samme køn.

Her får du en kort præsentation af, hvad undersøgelsen viste.

[restrict … ]

Først om fremmest fandt forskerne ud af, at tvillinger generelt har en høj grad af intimitet (dvs. følelsesmæssig nærhed) med hinanden, men at det havde stor betydning om de var af hvert sit eller samme køn. Enæggede tvillinger og tveæggede tvillinger af samme køn, havde et lige så nært forhold til deres medtvilling, som de havde til deres bedste ven af samme køn. Derimod var intimitetsniveauet til deres bedste ven af modsat køn lidt lavere. Det vil f.eks. sige, at hvis tvillingerne begge er piger, har de et lige så nært forhold til hinanden som til deres bedste veninde og forholdet til deres bedste ven (dreng) er knap så nært.

I modsætning hertil har tveæggede tvillinger af hvert sit køn et tættere forhold til deres bedste ven af samme køn end til deres medtvilling. Det vil f.eks. sige, at hvis tvillingerne er en dreng og en pige, så har pigen et tættere forhold til sin bedste veninde end hun har til sin tvillingebror og drengen har omvendt et tættere forhold til sin ven end til sin tvillingesøster.

Det tyder på, at tvillingerne af samme køn får de opfyld deres behov for et nært venskab med en af samme køn indenfor tvillingeskabets rammer – uanset om de er enæggede eller tveæggede. Hvorimod tvillingerne af hvert sit køn ikke får opfyldt dette behov, og betydningen af at have et venskab til en jævnaldrende af samme køn er større end den nærhed de oplever i relationen til deres medtvilling af det andet køn.

Forskerne konkluderer på denne baggrund, at køn har større betydning for tvillingers venskabsdannelse end tvillingetype, dvs. om de er enæggede eller tveæggede. Man har hidtil ment, at det primært var tvillingetype, der var afgørende for, om tvillinger fik et nært forhold eller ej. Denne undersøgelse biddrager med at understrege, at vi ikke må se bort fra betydningen af at være af hvert sit eller samme køn.

[/restrict]

Dette indlæg blev udgivet i Tvillingeskabet og tagget , , , , af Helle Birkholm-Buch. Bogmærk permalinket.

Om Helle Birkholm-Buch

Tvilling.Info drives af Helle Birkholm-Buch: cand.psych., aut. psykolog, Specialist i Klinisk Psykologi, Børnesagkyndig, selvstændig praktiserende psykolog og tvillingemor. Helene Schwarz Frederiksen: cand.pæd. i pædagogisk psykologi, tvillingefaglig rådgiver, underviser, foredragsholder og tvillingemor. Både Helle og Helene har forsket i tvillinger: Helle er den eneste psykolog i Danmark, som har præsenteret forskning på The International Congres for Twin Research: I 2004 vandt Helle "The Galton Award" på kongressen for verdens hidtil største nationale undersøgelse af kommunale tilbud til flerlingefamilie i 98% af danske kommuner. I 2012 præsenterede Helle et litteraturstudie om betydningen af tvillinger atypiske symmertriske tilknytning - deres indbyrdes tilknytningsmønstre - i forbindelse med skolestart. Helene har i 2019 lavet den største nationale undersøgelse af danske skolers holdninger og praksis i forhold til tvillingers skoleplacering i hhv. hver sin eller samme klasse med deltagelse af knap halvdelen af alle danske skoler. Det er vores personlige oplevelse af mangel på lødig information om tvillingeforholdet og tvillingers udvikling, som er motivationen bag at drive Tvillinger.Info som et videnskabeligt funderet non-profit site baseret på frivilligt arbejde. Helle er til hverdag selvstændig praktiserende psykolog http://birkholm.dk/, hvor hun arbejder med individuel, par- og familieterapi. Spørgsmåls besvares via Tvillinger.Infos Facebook side - så alle får glæde af svaret. Personlig henvendelse kan ske på email.